Holdning og retningslinjer Når et barn sover om dagen, er det fordi, barnet er træt. Det er vores holdning, at børns behov for søvn skal respekteres. Børn skal have lov til at sove, når de er trætte, og som udgangspunkt lader vi dem sove, til de selv vågner. Børn indtil 2 år sover i barnevogn i vores krybberum, når børnene bliver 2 år flytter de ind og sover i soverummet (som er vuggestuens fællesrum). For de børn der i starten af deres tid i vuggestuen sover to gange (som regel fordi de er vågnet meget tidligt) følger vi kort efter opstarten anbefalingen om, at den tidlige lur reguleres til ½-1 time.
Søvn er et basalt fysiologisk behov på lige fod med mad, drikke og kontakt og dermed en forudsætning for barnets sundhed, udvikling og trivsel. Ifølge søvnforsker Søren Berg er det søvnfysiologisk korrekt at lade børn sove, til de vågner af sig selv.
Længden på middagsluren har ingen indflydelse på nattesøvnen; jo bedre middagslur jo bedre nattesøvn og omvendt. Barnets biologiske ur sørger for, at barnet vågner, når det er færdigt med luren.
Hvis et barn kontinuerligt vækkes fra sin middagslur, stresses det, hvilket påvirker dets trivsel og udvikling.
Middagssøvnen er en naturlig del af barnets samlede søvnbehov. Samtidig er det en velkommen pause for barnet i en travl og krævende hverdag.
Ifølge forskning sover danske børn generelt for lidt, og det går ud over livskvaliteten. Børn i alderen 0-3 år har som hovedregel brug for 12-13 timers søvn om natten og mellem 1½ og 3 timers søvn i løbet af dagen. Det varierer selvfølgelig fra barn til barn, hvor meget de sover. Der kan også være perioder, hvor barnet har mere brug for søvn end i andre. I nogle tilfælde kan barnets søvnrytme blive en udfordring for familien og dagligdagen. I de tilfælde er vi naturligvis i en løbende dialog om, hvordan vi i fællesskab kan finde en god løsning for barnet. Dette foregår sammen med en repræsentant for ledelsen, da der eventuelt skal startes en tværfaglig indsats op sammen med sundhedsplejen. Har man som forældre problemer med at putte sit barn hjemme, kan det ifølge Søren Berg være en god idé at være opmærksom på følgende;
Vær opmærksom på eventuelle forandringer. Børn påvirkes meget af familiens situation som f.eks. en ny lillesøster/-bror, flytning, skilsmisse, nyt arbejde og overskuddet/stemningen i familien.
Vær opmærksom på faste putteritualer. Det giver tryghed og genkendelighed.
Put barnet, når barnet er træt, inden det bliver overtræt.
Lad ikke barnet spise ½ time før sengetid.
Vær ikke fysisk aktiv lige før sengetid.
Skab tryghed, ro og tid uden fjernsyn og for meget lys.
Børn producerer store mængder af væksthormoner, mens de befinder sig i de dybeste søvnstadier. Dårlig søvn forhindrer dem ikke bare i at vokse, men også i at hele sår og genopbygge kroppens celler.
Langtidshukommelsen virker først for alvor under søvn. På scanninger kan man se, hvordan hjernen rydder op i dagens indtryk og sørger for, at det vigtigste hænger ved. Børn, der sover for lidt, lærer og forstår med andre ord mindre, end børn der får tilstrækkelig søvn.
Den fysiologiske udvikling finder sted, herunder opbygning af immunforsvaret, cellereparation og vækstudvikling.
Intellektets og psykens udvikling og opbygning finder sted, herunder bearbejdning af følelser og oplevelser.
REM-søvn, drømmesøvnen der reparerer og er vigtig for det sociale liv, indlevelse og mentalt overskud
Dyb-søvn, som reparerer og er vigtig for fysikken og immunforsvaret.
Den fulde restituering i søvnen opnås ved længerevarende sammenhængende søvn, hvor de forskellige søvnstadier nås flere gange efter hinanden uden afbrydelser.
5 gode råd fra søvnforskeren Alle børn kan lære at falde i søvn og sove igennem! Men mange begår den fejl, at de luller, vugger eller ammer barnet i søvn, og så lærer barnet ikke at falde i søvn selv. Har I først fået indøvet dårlige mønstre, så kan det være et langt, sejt træk at ændre dem.
Dit barn skal være mæt for at sove igennem Populært sagt kommer søvnen, når modermælken stopper. Jo længere tid moren ammer, jo længere tid vil man have et barn, der vågner om natten. Modermælken mætter nemlig ikke lige så længe som for eksempel vælling. Børn kan derfor lære at falde i søvn og sove igennem, fra de er omkring et halvt år gamle og ikke længere har brug for modermælk
Læg barnet tidligt i seng Alt for mange børn kommer for sent i seng og får for lidt søvn. Sandsynligvis fordi forældrene også lige vil nå at være lidt sammenmed dem efter en lang dag på arbejde. Men små børn, der skal tidligt op og i pasning næste morgen, har brug for at komme i seng allerede ved syv-tiden om aftenen, så de kan udvikle sig. Lad jeres barn sove til middag, så længe det vil Væk ikke børn fra deres middagslur. Hvis barnet har behov for at sove to timer middag, så er det, fordi det ikke har sovet nok om natten. Børn falder ikke senere i søvn, fordi de har sovet længe til middag. Og de er ikke sværere at få i seng om aftenen. Lad dem sove og tag hensyn til deres søvnbehov.
Hold øje med, om jeres barn sover tilstrækkeligt Når jeres barn er glad og udhvilet og har ro tilat spise og lege og udvikle sig, så får det søvn nok. Er det blegt, pylret og vokser det ikke helt, som det skal, tyder det på søvnunderskud. I øvrigt er søvnen altafgørende for barnets vækst. For det er om natten, kroppens produktion af væksthormoner stiger. Det er altså om natten, barnet vokser.
Lær barnet selv at falde i søvn Snak med barnet, læs eller syng, til det er roligt og søvnigt. Sig så godnat og forlad stille rummet. *Når barnet kalder, går du ind, beroliger og går igen. Sådan bliver du ved aften efteraften, uge efter uge. Efterhånden skal du sidde derinde i kortere tid. Hvis børn lærer at sove igennem, fra de er helt små, går det nemmere. Har I først fået indøvet andre vaner, tager det tid at ændre dem.
Åkandens grundholdning til børn & søvn er besluttet februar 2021 og tager udgangspunkt i forskning og undersøgelser lavet af søvnforsker Søren Berg, viden fra læge Vibeke Manniche, mange års vuggestueerfaring samt samtaler med - og anbefalinger fra Sundhedsplejen i Gentofte Kommune.